Virksomhedskøbere og -sælgere har de sidste 10 år fundet
hinanden på match-online.dk. Hjemmesidens mulighed for fuld
anonymitet for sælger har bidraget til, at stadig flere har ført
tanken om ejer- og generationsskifte ud i livet. Gennem
match-online.dk har både køber og sælger fået god rådgivning af de
tilknyttede professionelle aktører, som har sikret fremtiden for
den ejerskiftede virksomhed.
I 2000 fik match-online.dk Lloyds-prisen. Bortset fra et
offentligt starttilskud i 1998/99, har match-online.dk som en
privat non-profit organisation klaret sig uden nogen form for
offentlige tilskud - i modsætning til iværksætterområdet, der hvert
år får tilført store summer.
Advokat og partner hos Bech-Bruun, Carsten Ceutz har siden 2005
været bestyrelsesformand for match-online.dk.
- match-online.dk er et vigtigt værktøj for virksomhedsejere. De
kan gennem hele forløbet føle sig i trygge professionelle rammer.
match-online.dk's fundament er det store netværk af professionelle
rådgivere, som i fuld fortrolighed kan gennemgå virksomheden, der
skal sælges. Søgningen efter en investor eller en køber kan
derefter ske ved at bruge match-online.dk's netværk af andre
aktører og anvende den anonyme annoncering på match-online.dk.
Processen styres undervejs af de professionelle aktører, så
virksomhedsejeren kun bliver præsenteret for seriøse emner, der
også har råd til at købe - og alt sker i fortrolighed, forklarer
formanden, og tilføjer, at det er de mange små virksomheder, der
skaber beskæftigelse i Danmark, og at køb af virksomheder som
iværksætteri eller entrepreneurship er et hidtil overset
område.
match-online.dk`s daglige ledelse varetages af direktør Peter
Dalkiær, som i 1999 tog initiativet til at samle alle de
forskellige rådgivergrupper inden for virksomhedskøb, -salg og
kapitalformidling.
- Det har været en overordentlig spændende udvikling,
match-online.dk har været igennem i de 10 år, siger Peter Dalkiær
og fortsætter: - Der har været tilsluttet mere end 200 forskellige
professionelle aktører, som har indlagt ca. 3.500 forskellige
køber- og sælgerprofiler.
Mere end 1.000 virksomheder er handlet gennem match-online.dk i
10-års perioden, og antallet af visninger er på flere millioner -
en udvikling, som er konstant stigende.
- Med over 2 millioner visninger i perioden ses profilerne på
match-online.dk af mange, understreger Peter Dalkiær, og
fortsætter: - Det politiske fokus er lidt for unuanceret rettet mod
en iværksætterkultur, hvor det alene handler om at starte
virksomheder op fra bunden. Faktum er dog, at der kan være store
fordele og muligheder i at købe en eksisterende virksomhed, som
trænger til en saltvands-indsprøjtning eller står over for et
generationsskifte.
Læs tre succeshistorier
Generationsskiftet var en
succes
For produktionsingeniør Leif Hansen blev
generationsskiftet en succes. Efter at have været administrerende
direktør i et antal år, købte han som 50 årig købte egen virksomhed
K.A.L. Procesteknik A/S, for lysten til selv at
eje og drive virksomhed skulle afprøves. Efter seks år solgte han
sin virksomheden videre via match-online.dk, samtidig med at han
fortsatte som leder.
- En del af aftalen var, at jeg skulle fortsætte som daglig
leder det første år. Det gik rigtig godt - faktisk opnåede vi bedre
resultater end inden jeg solgte. Herefter trak jeg mig tilbage og
var konsulent i et års tid. De gode resultater gjorde, at køberen
efter et par år kunne sælge virksomheden videre med fortjeneste,
siger Leif Hansen, som ikke fandt det svært at gå fra at være
direktør til at være daglig leder.
- Køber havde fuld tillid til mig, og min måde at drive
virksomhed på, så jeg synes, at overgangen var helt problemfrit,
understreger Leif Hansen, der i dag har en række bestyrelsesposter
og konsulentopgaver.
Drøm blev til
virkelighed
Pia Marie Schougaard havde en drøm om at blive chef i
eget hus. Med en solid uddannelse indenfor den finansielle sektor,
og god erfaring med at vende røde tal til sorte tog hun springet
for fem år siden.
Hun og en forretningspartner købte i 2004 Kaaredesign - en
handelsvirksomhed med 25 års erfaring indenfor reklamebranchen med
salg af reklameartikler, firmatøj og firmagaver.
- Jeg var ved at afslutte min MBA og jeg og mine medstuderende
søgte efter mulige virksomheder på nettet. Her fandt jeg på
match-online.dk et par interessante virksomheder, fortæller Pia
Marie Schougaard og fortsætter: - Mine kompetencer passer til en
handelsvirksomhed, og jeg var ikke i tvivl om at det skulle være
KaareDesign - udfordringerne var ganske enkelt størst her.
Det første år var arbejde 24 timer i døgnet,
forretningspartneren blev købt ud, og der var ingen løn at hente.
De næste år gav lidt ekstra på bundlinjen, hvorefter selskabsformen
hurtigt blev konverteret fra et APS til et A/S.
- I de sidste år har der været lidt "flødeskum". Det er mit
femte regnskabsår, og omsætningen er fordoblet til 14 mio. kr. Jeg
begynder at kunne se resultatet af hårdt arbejde, siger
direktøren.
Jagten på penge og
knowhow
For 38-årige Henrik Konnerup blev match-online.dk stedet,
hvor han fandt en partner med viden og indsigt i, hvordan man
driver en virksomhed.
De første spæde skridt til Konnerup og Co. blev taget omkring
årtusindskiftet. Henrik Konnerup, som oprindeligt er uddannet bager
og konditor, synes det gik for stærkt i bagerbranchen - at der
skulle for meget luft i produkterne, og at der ikke længere var
plads til den gode smag.
Derfor skiftede han til kokkebranchen, og han har arbejdet som
dessertkok på hoteller og restauranter verden over.
Henrik Konnerup startede produktionen af kvalitetschokolade op
hjemme i garagen, samtidig med at han havde et job ved siden af. På
et tidspunkt betjente han 30 forretninger via et produktionsareal
på kun 40 m2.
- Jeg manglede en partner, der vidste noget om at drive en
virksomhed og om administrationen, én partner, der både ville skyde
penge og knowhow ind, forklarer Henrik Konnerup.
Efter nogen tids forgæves søgen fik han lagt en profil ind på
match-online.dk, og allerede dagen efter havde tre personer
henvendt sig. Den ene var Jesper Knudsen, som havde startet egen
virksomhed op fra bunden inden for kabler og kabelbindinger, men
som havde solgt virksomheden, da antallet af medarbejdere rundede
de 100 i tre lande.
- Jeg talte med Jesper Knudsen pr. telefon, og jeg synes kemien
var i orden. Jesper havde egentlig en plan om at skulle have et
halvt års orlov, men det kunne jeg ikke vente på. Jeg pakkede en
kasse med produkter, som jeg stillede på hans dørtærskel, og inden
jeg var nået hjem igen, ringede han og sagde: Det er for vildt! Han
begyndte dagen efter.
Morgenmøder - i Øst og Vest
I uge 39 og 40 afholder match-online.dk afholder i
samarbejde med tilsluttede aktører fire morgenmøder om: Køb og salg
af virksomhed - også i en krisetid.
Tilmelding og mødeprogram på www.match-online.dk. Deltagelse er
gratis.
Uge 39
Tid: Tirsdag den 22. september kl. 8.30 - 10.45
Sted: Videnpark Trekantsområdet, Vesterballevej 4-6, 7000
Fredercia
Medarrangør: PricewaterhouseCoopers og Business Broker
Tid: Torsdag den 24. september kl. 8.30 - 10.45
Sted: Ernst & Young, Milnersvej 43, 3400 Hillerød
Medarrangør:Ernst & Young og MatchPoint Virksomhedsmægler
Uge 40
Tid: Onsdag den 30. september kl. 8.30 - 10.45
Sted: Schrøder Partners, Kongevejen 153, 2830 Virum
Medarrangør:Beierholm og Schrøder Partners
Tid: Torsdag den 1. oktober kl. 8.45 - 10.45
Sted: KPMG, Værkmestergade 25, 8100 Århus
Medarrangør:KPMG og CBN Finance & Consult